Ole Ms blog om biblioteket

Mit billede
Ansat på Københavns Tekniske Bibliotek, hvor jeg blandt meget andet underviser i informationssøgning.

tirsdag den 13. oktober 2009

På skemaet

Vi skal have konsolideret undervisningen i informationssøgning på ingeniøruddanelsen, fordi ingeniøruddannelsen i sig selv bliver stadig mere projektorieteret.
Det kan ske ved, at vi udnytter bibliotekets status som videncenter til i samarbejde med de enkelte uddannelsesretninger at udbyde et forløb, som udløser ECTs point.
På kurset skal den studerende tilegne sig kendskab til fagets kilder til litteratur, søgeteknik og søgestrategi på nettet og grundlæggende teorier om medier og videndeling.
Et initiativ som dette vil også understøtte bibliotekets udvikling i retning af læringscenter.

torsdag den 1. oktober 2009

Om at mangle ord.

En bibliotekar ansat i den private sektor udtaler til fagbladet Bibliotekspressen, at hun mangler ord til at beskrive sine arbejdsfunktioner forståligt for sine kollegaer, for titlen bibliotekar er ikke dækkende for det hun går og laver til daglig. Faget har udviklet sig omkring digitalisering og nye medier, og der er opstået et sprogligt tomrum, som kun langsomt bliver fyldt op, ved at vi professionelle får talt os til rette om, hvad vi skal kalde tingene. Et godt eksempel er f.eks begrebet informationskompetence, som ligefrem har medført vedtagelse af et sæt internationale standarder, som udstikker rammen for hvad et godt undervisningsforløb i biblioteksundervisning af studerende på videregående uddannelser skal indeholde.
Og som underviser er man lidt i samme situation som den privatansatte bibliotekar, for den enkelte studerende forforståelse af begreberne bibliotek og informationssøgning skal først lige opdateres, før man er rigtig på bølgelængde. Det er ikke helt forkert, at vi mangler ord. Til gengæld er det vores eget ansvar at finde dem.

søndag den 20. september 2009

Book en bibliotekar - revisited

Her på IHK har vi lagt en plan for de studerendes undervisning i informationssøgning. Rammen er 2 lektioner pr. semester læst som dobbelttime. Det gode budskab skal formidles i et hug, og lykkes det, så ser vi måske de studerende igen på næste semester, men går det galt, så ser vi dem aldrig mere til undervisning.
De studerendes tid er kostbar, og de vælger til og fra, så udviklingen af undervisningsplanerne skal ske i dialog med de studerende på baggrund i deres erfaringer i de enkelte studieretninger.

mandag den 7. september 2009

Bibliotekskataloger som informationskilde

Har du været forbi Københavns Tekniske Bibliotek i den uge der lige er gået, har du oplevet en af de få gange, hvor der er ventetid ved skranken. Her ved studiets start står de studerende i kø for at låne bøger, de skal bruge på studiet, og det skal være netop de bøger, der står på listen og i netop den rigtige udgave.

Det er naturligvis kun i en kort periode, biblioteket kan efterkomme forespørgsler af den karakter, og hvis du kommer forbi idag vil du da også opleve at køen er forsvundet. Mange er gået med uforrettet sag og overvejer nu om de skal købe bogen enten ny eller brugt, de tålmodige har reserveret titlerne til senere, mens de hurtigste fik hvad de kom efter.

Nu står det ingen steder skrevet, at biblioteker er sat i verden for at holde studerende med lærebøger, men hvad hjælper det, hvis de studerende synes, det er det vi skal. Så på den baggrund støvsuger de alle andre biblioteker i kongeriget for de ønskede titler, og holder fjernlånsmaskinen varm og kørende.

Vi bærer selv ansvaret. Bibliotek.dk er fast punkt i undervisningsplanen, og falder det vi tilbyder dem i deres smag, så er de studerende hurtige på tangenterne.

mandag den 24. august 2009

Book en bibliotekar

Vi er i gang med en revision af vores hjemmeside. En af de ting vi kigger på er præsentationen af vores undervisningsplan, som vi præsenterer ved den række af kursuselementer, vi har besluttet, den studerende har brug for.

Perifert i forhold til undervisningsplanen, men dog i samme boldgade, finder vi tilbudet "Book en bibliotekar", og det er der så godt som aldrig, nogen der gør. Hvorfor?


mandag den 10. august 2009

Engagement

Nu til morgen stod jeg med et nyt hold, som skulle introduceres til biblioteket, og hver gang det sker tænker jeg, hvordan skal det nu gå? Jo, det er planlagt, og ja jeg har prøvet det før, men alligevel denne tvivl. Til daglig oplever jeg, hvor nyttige og interessante bibliotekets tilbud er, men når jeg skal sælge pakken i praksis, så kommer det tit til at lyde lidt fladt.

I dag kom jeg til at tænke på en naturvejleder i vadehavet, jeg mødte, da jeg var på sommerhøjskole. Han tog os med. Han fortalte os, hvor vi kunne gå, og hvor længe vi kunne holde hvil, inden vandet ville indhente os. Samtidig viste han os det enstående og skønne ved det sted, hvor vi befandt os, og hans formidling var præget af stor sagkundskab og engagement.

Mon hans metode kan anvendes i biblioteksundervisningen?

onsdag den 5. august 2009

Det trykte medie som alternativ energikilde


I juli måned har vi kasseret flittigt i vores bøger og tidsskrifter. Det har flydt en del med skraldecontainere, men nu er det meste blevet kørt til forbrænding.
Enkelte bind er blevet sat frem på bogvogne og kan afhentes gratis i biblioteket så længe lager haves.
Og hvad har så det at gøre med biblioteksundervisning?
Ikke andet, end at meget af det materiale vi har smidt ud stadig findes på biblioteket, nu dog kun i digital form.

fredag den 19. juni 2009

NordInfoLits Sommerskole 2009

Sociale og mobile teknologier
Studerendes it-adfærd
Hvordan skaber man et godt virtuelt læringsrum
Bibliotekets rolle i e-læring
Hvor ligger vi på e-barometeret
Fremtidens læringsmiljøer
Vadehavscenteret og vandring i vadehavet
Gesamtkunstwerk
Læringsdimensionen over teknologien
Biblioteksundervisning med strøm til

onsdag den 17. juni 2009

Arbejdstitel: biblioteksundervisning med strøm til

Hvordan tilrettelægger vi biblioteksundervisning for de studerende, så den bliver mest vedkommende og fængende? Det spørgsmål har vi stillet hinanden i mange år, når vi samles for at diskutere biblioteksundervisning. Igen og igen konstaterer vi, at anstrengelserne bærer ringe frugt. Få studerende møder op, og de, der kommer, er ofte svære at vinde for sagen. Og her ligger måske en del af forklaringen, for i de studerendes øjne er der ingen sag!

Kan vi ændre deres opfattelse ved at sætte strøm til undervisningen - altså benytte nye teknologier til læring - og skal vi gøre forsøget?

onsdag den 10. juni 2009

Små skridt

I dag var vi på tur i Vadehavet. Vi så klyder, strandskadens rede med 2 store, brunlige æg, og vi så en islandsk rype i parringsdragt, som vi med små skridt i samlet flok kom ganske tæt på. Det er en lille fugl, men hannens bryst lyste stærkt orange, og ikke en af os var uberørt af oplevelsen af dette naturens lille skabervæk, som gik rundt i strandkanten, mens vi - en gruppe af 32 nordiske bibliotekarer på udflugt - stille bevægede os forbi, overrasket af det, vi oplevede og erfarede.

Er man iklædt vaders, og går man i vand til navlen på usikke bund, er det ikke nogen dårlig ide at bevæge sig fremad med små skridt i hælende på en vejleder, der ved hvad der er bedst.
Det samme gør sig måske gældende, hvis man er et mindre bibliotek med begrænsede midler. Bevægelse fremad med små skridt i hælene på dem, som ved besked, er langt at foretrække frem for usikker frembusen. 

Selv for små midler er det muligt at fremstille illustrative og pædagogiske instruktionsvideoer, som forklarer de mest elementære rutiner. Placeret strategisk på bibliotekets hjemmeside, er det et udmærket hjælpemiddel for den studerende, et suplement til biblioteksundervisningen, et eksempel på blended learning, og det bedste af det hele, efter sigende er de elsket af brugerne.
Se bare eksemplet fra CBS.

tirsdag den 9. juni 2009

IKT på IHK

I vores dagligdag støder vi ofte i forbindelse med afvikling af undervisningslektioner på det problem, at kun ganske få eller måske slet ingen studerende møder op. Det er ikke et problem som er isoleret til KTB, men et fænomen som er kendt på alle forskningsbiblioteker.
Det lader dog til, at jo tættere samarbejdet er med den underviser, der skal promovere kurset, desto større er succesraten. Allerbedst er det, når kurset i informationssøgning integreres direkte i undervisningen.
Hvordan etablerer vi dette tættere samarbejde med underviserne? Vi har forsøgt den formelle vej og presset på i ledelsen, og faktisk har vi fået accept hele vejen rundt, men det har ikke båret frugt i forhold til lærerne og de studerende.
Derfor er jeg i gang med at formulere et e-projekt, der har til hensigt at øge undervisernes kendskab til IKT og vores undervisning. Det hele er i den indledende fase, og der er ingen der siger, at det vil lykkes, men det er den projektide, jeg vil bruge de næste dage på at ideudvikle. Ideer og kommentarer er mere end velkomne.

Unge og sociale netværkssider

Hvad er fælles for sociale netværkssider? Kan de beskrives i generelt? Malene Charlotte Larsen gør forsøget. Hun har i sin forskning undersøgt unges brug af Arto, som hun kalder et asynkront mødested, hvor brugerne - som er unge mellem 11-16 år - især møder venner, de kender i forvejen. Tjenester af denne type kan karakteriseres ved, at de er sociale, profilerende, underholdende og støttende på en måde, som især unge mennesker værdsætter. De bruger statusopdatering flittigt og vittigt, og er i stadig kontakt for at fortælle hinanden, hvor meget de gensidigt betyder for hinanden. 

Facebook og Twitter er sider af samme type, men for ældre årgange, og de vinder udbredelse. Kan det udnyttes i bibliotekssammenhæng? Måske betyder det, at vi skal give mere af os selv, end vi er vant til, at det ikke er biblioteket vi skal promovere, men os selv som informationsspecialister. Det er måske en tanke værd.

mandag den 8. juni 2009

Teknologierne og web 2.0

Det er karakteristisk for web 2 teknologier at de er brugerdrevne og brugerorienterede. I centrum er personalisering og synliggørelse, og brugeren vil selv være publicerende.

Hvis en service er objektcentreret - hvis man f.eks gerne vil henlede opmærksomheden på et bestemt produkt - er yuotube eller myspace eksempler på hvordan det kan gøres.

Kan og skal bibliotekets tjenester tænkes ind i disse sammenhænge? Forskellige teknologier, som giver tekniske løsningsmuligheder, og en ny synsvinkel på læring kaldet "netværksblik på læring", som postulerer, at læring sker i løsere strukturer end hidtil antaget er måske vejen frem til en bredere forståelse af emnet.

del.icio.us